Glædelig jul!

Publiceret: d. 20-12-23 af Simon Justesen

Vi nærmer os med hastige skridt juleaften, og året går på hæld, så her en lille status fra Handicapguiden. Arbejdet med den nye platform skrider planmæssigt fremad, og jeg glæder mig til at kunne præsentere jer for den. Det har absolut ikke været en nem opgave at lave version 2.0, men jeg synes efterhånden, at jeg kigger på resultatet med tilfredshed. Jeg har dog lovet mig selv ikke at sætte en deadline, men at indfasningen sker løbende i 2024.

På gensyn til Twitter/X, hej til Threads og Fediverset

Grundet det sociale medie X's tumulariske ændringer og ukendte fremtid, så har jeg valgt indenfor de nærmeste dage at sætte Handicapguidens profilen på X på standby. Det betyder ikke endegyldigt farvel til X, men at Handicapguiden neddrosler aktiviteterne i en periode.

Til gengæld betyder det så øget fokus på Threads. Threads er Facebook/Instagrams-ejeren Metas nyeste skud på stammen, og så vidt jeg har forstået, så er det meningen, at det med tiden skal kobles på resten af det decentraliserede netværk af sociale medier, der går under samlebetegnelsen 'Fediverset'.

Konstruktionen af Fediverset kan sammenlignes med den måde, Internettet er opbygget på, hvor flere servere udveksler data med hinanden, så man undgår at blive låst til en bestemt social media-leverandør. Det er en udvikling, jeg følger med stor spænding, da det kan betyde øget synlighed for handicapområdet globalt set. Jeg finder Threads meget interessant, da opbygningen inspirerer til mere uformelle og hurtige delinger, så jeg håber at alle med interesse i det danske handicapområde også finder vej dertil.

Klik på linket for at gå til Handicapguidens profil på Threads

Støt stigning i antallet af tilknyttede links og godt gang i Instagram

Der er i øjeblikket ca. 480 tilknyttede links i Handicapguidens database. På Instagram når vi snart 400 følgere på Handicapguidens profil, mens Facebook følger godt efter med ca. 145 følgere.

Vi mangler mere indhold

Det kniber lidt med at få nye links ind udefra, jeg har måttet afvise en del "spamlinks", hvor folk har forsøgt at registrere forretninger, der absolut intet havde at gøre med handicapområdet. Så har du kontakt med handicapområdet og ikke kanfinde dit link i kataloget, så tøv endelig ikke med at at kontakte mig.

Slutteligt vil jeg gerne ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår!

- Simon
Siteadmin

Om sitet
Nyt fra guiden
Foreslå link
Privatlivspolitik
Send et tip