Godt gang i de sociale medier
Sommeren går på hæld, og der er fuld gang i udviklingen af næste version af Handicapguiden samt vores kortservice. Samtidig er der nu 378 følgere på Instagram, 148 følgere på Facebook og 36 på X (formerly known as Twitter). Det er da meget godt - men kom lige i gang, hva' X. ;-)
Jeg bruger meget tid online i min søgen efter nyt indhold, og det har været meget fedt at se, at der er gang i udviklingen af nye tjenester i virksomheder og organisationer. Vi tilføjer alt, vi opdager, til vores linkkatalog f.eks Naturtiltaget "Udinaturen.dk", som er et projekt under Naturstyrelsen, Shoppingassistent-app'en "Inklusiv" og senest "MinStomi" fra Coloplast A/S, som jeg skriver et opslag om på de sociale medier snarest. Alle ovennævnte findes naturligvis allerede nu på 'guiden. Jeg har vist nævnt det før - jeg er helt tosset med tiltag og apps, der løser konkrete problemer for personer med handicap.
En lille bøn
Ang. vores linkkatalog, så må jeg lige komme med en bøn: Det hænder desværre indimellem, at jeg må afvise henvendelser med links fra erhvervsdrivende, fordi indholdet ikke har nok relevans for handicapområdet. Ansøger har muligvis tænkt: "Aha, her kan jeg få gratis reklame", og det er helt rigtigt en del af vores fundament, med det håb at det kan gavne Handicapguidens brugere i sidste ende, men det kan være nødvendigt at sortere alt for generelle linktilmeldinger fra.
Et tænkt eksempel: Ansøger kunne være et firma, der udlejer ganske almindelige biler. Den går ikke (medmindre der følger privatchauffør med, hehe). Der skal være tale om et tidsubegrænset tilbud, produkt eller tjeneste, som personer med handicap eller pårørende kunne tænkes at have særlig interesse i.
Til gengæld ville et biludlejningsfirma med speciale i handicapbiler være et hit, fordi man her tilbyder en ekstra service, en person med handicap kan bruge. Eller hvis man er psykolog, med speciale i problematikker, der vedrører personer med handicap - også et hit! Har du skrevet en bog, eller laver en podcast om handicap, så bliver dit link tilføjet nærmest uden at blinke.
Det er helt okay at være i tvivl, og så hjælper vi naturligvis :)
Ny rekord!
I går fredag d. 8. september (2023) havde vi linktilmeldingsrekord - hele to henvendelser på samme dag om linkoptagelse. Tak, fordi I havde Handicapguiden i tankerne derude!
Det var alt for nu. God weekend!
Simon :)