Softwareinitiativet

Vi elsker at udvikle nye ting. Vi elsker ånden i Open Source-miljøet. Vi elsker en åben dialog omkring idéerne og kvaliteten af det, vi laver.

Vi er her for at forandre.

Derfor er det vores plan at udgive flere af vores kommende produkter med åben, og frit tilgængelig kode. Det synes vi, skaber den bedste platform for langstrakt, levedygtig udvikling. Flere brugere får mulighed for at prøve produktet af, og projekter kan udvikle sig i retninger, man kun kan drømme om.

Men vi kan ikke forandre fremtiden alene. Derfor lancerer vi nu stilfærdigt "Softwareinitiativet", som er en opfordring til at udvikle mere handicapvenlig dansk software.

Hvad skal vi lave?

"Softwareinitiativet" er en idé uden begrænsninger og tidspres, så du bestemmer helt selv i hvilket omfang, du vil bidrage og hvilken/hvilke platform(e) din software skal eksistere på. Måske vil du selv skrive kode eller forbedre vores.

Bygger du selv, er det vigtigste sådan set, at din løsning er offentlig, så vi kan linke til det i vores app-galleri, og at din kode findes under en åben/fri licens i et software repository a' la Github, Gitlab, SourceHut eller lign. Det gør, at selvom du skulle miste interessen for projektet, at andre så kan samle det op og arbejde videre på det.

Jeg har lavet noget fedt, hvad nu?

Send os en besked på kontakt@handicapguiden.dk med en beskrivelse og et link til projektet. Så kigger vi på det, og putter det i App-sektionen. Vores eneste krav er, at du kan verficere, at du er projektets ejer, og at app'en - hvad end det er en webapp, desktop-app eller en mobilapp - løser et problem for folk med et handicap, og at et af sprogene i app'en, som minimum er dansk.