Hold da fast!

Publiceret: d. 23-11-21 af Simon Justesen

Hej med jer! Det slog mig lige, at det er lang tid siden, jeg har lavet en opdatering. Jeg håber, I nyder efteråret, selvom der er koldt efterhånden

Det er i dag, tirsdag d. 23. november, det er en kold morgen, men kaffen er heldigvis varm! Jeg har lige postet en opdatering på de sociale medier. Naturstyrelsen har nemlig lavet fint kort over helt eller delvis tilgængelige steder, man kan tage ud i naturen. Behøver jeg sige, at jeg er vild med den slags!?

Du finder kortet her: https://naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/aktiviteter/lettilgaengelige-faciliteter/

En tur under motorhjelmen
For de af jer, der måske er interesseret i at høre lidt om, hvad der sker i maskinrummet, så sker der faktisk en del, selvom det ikke er synligt på overfladen. Jeg er ved at flytte Handicapguiden til en ny platform, der er hurtigere, bedre, vildere, som de siger i IT-branchen. Der er lang tid til, at den nuværende bliver "for gammel", men jeg tænkte, at det var bedre at tage springet til den nye, inden jeg får lavet alle de services, som jeg har i kog. De vil alligevel skulle justeres efterfølgende.

For nogle måder siden skrev, jeg at jeg arbejdede på en kortfunktion - det gør jeg stadig :) Det er et omfattende arbejde, da der skal gennemgås mange datasæt. Det er dejligt når kommunerne poster deres data på f.eks opendata.dk. Det er overvældende, hvad man kan finde derinde.

Desværre er der mange af disse datasæt, der ikke er ret meget værd for os med handicap. Det sker f.eks at man i en fortegnelse over parkeringspladser eller toiletter ikke har markeret om der er handicappladser eller toiletfaciliteter. Lidt øv, men jeg regner med at kontakte de dataansvarlige, når jeg falder over noget, og så kan vi jo håbe på, det bliver rettet med tiden, så kvaliteten bliver bedre.

Gribende TV2-dokumentar
Og så er jeg altså lige nødt til at knytte et par ord til TV2-dokumentaren "Smertensbørn" som du kan finde på TV2 Play. I dokumentaren får vi et indblik i folkeskolen, og noget der viser fejlslagen inklusion. Det var simpelthen hjerteskærende at se, hvordan børn mistrives, fordi man med alskens magt og vælde vil have dem inkluderet i Folkeskolen, fremfor at visitere til specialtilbud.

Jeg kender godt lidt til det. Jeg var selv inklusionsbarn for over 30 år siden, og havde en dejlig tid - men som fysisk handicappet, så mener jeg, man har nogle helt andre forudsætninger for at være i en almindelig klasse end f.eks et barn med en ADHD-diagnose. Det kræver nogle helt andre rolige og strukturbaserede rammer, som folkeskolen i hvertfald for nuværende ikke ser ud til at kunne tilbyde. Man prøvede også at inkludere børn med DAMP dengang - det gik ikke særlig godt - et halvt til et helt år, så var de ude af klassen igen.

Der er i hvert fald behov for mere støtte, ellers så kan man godt frygte, at man taber en masse børn på gulvet (metaforisk set). Samtidig bliver skolerne jo større og større, så det bliver rene skolefabrikker. Selvom der er ikke findes fakta, der entydigt kan bevise, at store klasser med mange elever har en negativ effekt på læringsmiljøet, så er det ret let - selv for en lægmand som mig - at konkludere at det har det.  Jeg har ellers tidligere, baseret på mine egne erfaringer, været stor fortaler for inklusion - men jeg er ikke så sikker mere. Jeg kender godt behovet for at føle sig "normal" i en almindelig folkeskoleklasse, men mistrivsel vil påvirke børnene - og deres familier - i resten af deres levetid, så det er med at rette hurtigt op. Jeg håber man på en eller anden måde finder en bedre organisering af de tilbud der er.

Puha, den dokumentar var hård kost. Jeg vil gerne afslutte på mere opløftende vis...

Tilbage til maskinrummet
Udover platformsskiftet, så har jeg bygget en søgebot, som har været rundt at tage billeder af udvalgte websites. I første omgang alle dem under Shopping. Jeg laver så en ny organisering af shoplinks'ne som forhåbentlig kan hjælpe med at sælge butikkerne lidt bedre - for ... Indrømmet, et link er lidt kedeligt og siger ikke så meget om indholdet. Men det er svært at holde alle link-beskrivelser ajour, så nogle gange bliver de ret ens.

Jeg forventer ikke, at jeg er færdig med platformsskiftet før engang i slutningen af Januar-Februar 2022. Der kommer muligvis også et nyt design - hvis jeg er tilfreds med det - jeg er ikke bleg for at skrotte det, hvis det ikke "taler" til mig. Ellers så er det nuværende ganske fint også. Alfa og omega er at det bliver nemmere at søge.

Det var alt for nu.. og ... Orv, hænger du på endnu?! Tak fordi du læste helt herned - vi skrives ved!
-Simon

Om sitet
Nyt fra guiden
Foreslå link
Privatlivspolitik
Send et tip